Nordstevns Pastorat søger en engageret og ansvarsbevidst ledende graver til pastoratets tre kirkegårde i Strøby, Valløby og St. Tårnby. Tiltrædelse er den 1. januar 2027.
Stillingen er på 37 timer om ugen.
Nordskevns Pastorat søger en person, der vil stå i spidsen for pastoratets kirkegårde. I Nordstevns Pastorat bliver den ledende graver en del af et arbejdsfællesskab præget af engagement, nærvær og godt humør. Nordstevns Pastorat er stolt af sit stærke kollegiale fællesskab, hvor medarbejderne hjælper hinanden, løfter i flok og værdsætter både faglighed og forskellighed. I pastoratet er der plads til nye idéer, kreativitet og mulighed for at sætte sit eget præg på arbejdslivet.
Som ledende graver får man ansvaret for den daglige drift og ledelse af medarbejderne på det grønne område. Den ledende graver får en central rolle i at sikre, at pastoratets tre kirkegårde fremstår velholdte, harmoniske og indbydende, og at de fortsat er værdige og imødekommende steder for besøgende og pårørende.
Den ledende graver vil samtidig indgå i et tæt samarbejde med pastoratets præster, kirketjenere, organister, kirkesangere, kirkekulturmedarbejder, kordegn, administrativ chef og menighedsrådet. Medarbejderne arbejder på tværs af faggrupper og oplever, at netop samarbejdet mellem præster, medarbejdere og menighedsråd er en af pastoratets største styrker.
Nordskevns Pastorat ønsker at være en arbejdsplads, hvor man glæder sig til at møde ind, føler sig værdsat og har mulighed for både faglig og personlig udvikling.
Pastoratets tre historiske kirker er hver især naturlige samlingspunkter i lokalsamfundet. Kirkerne emmer af historie og tradition, men er samtidig levende huse, hvor musik, fællesskab og kirkernes mange aktiviteter udfolder sig året rundt.
Primære arbejdsopgaver
Som ledende graver får man et alsidigt job med både ledelsesmæssige, administrative og praktiske opgaver. De primære arbejdsopgaver bliver at:
Have det samlede ansvar for den daglige drift og ledelse af kirkegårdene og kirkegårdskontoret, herunder planlægning og koordinering af medarbejdernes opgaver.
Sikre, at kirkegårdene drives i overensstemmelse med gældende lovgivning, kirkegårdenes vedtægter og de bestemmelser, menighedsrådet har fastsat.
Have ansvar for kirkegårdenes økonomi og budget inden for de rammer, som menighedsrådet fastlægger.
Planlægge og føre tilsyn med vedligeholdelsen af kirkegårdene, kirkernes øvrige grønne arealer og de bygninger, der hører under stillingens ansvarsområde.
Planlægge og koordinere anlægsarbejder, herunder eventuelle udvidelser og reguleringer af kirkegårdene, samt se muligheder for udvikling af de grønne områder.
Varetage administrationen af gravsteder, herunder anvisning af gravsteder, udarbejdelse af gravstedsbreve, fornyelser samt indgåelse af GIAS- og vedligeholdelsesaftaler.
Sikre korrekt registrering og ajourføring af kirkegårdsprotokoller, kirkegårdskort og oplysninger om gravsteder, gravstedsejere og indgåede aftaler.
Føre tilsyn med gravstedernes vedligeholdelse og følge op på gravstedsejernes forpligtelser.
I samarbejde med administrativ chef: ansætte, introducere og lede medarbejdere på kirkegårdene inden for de økonomiske rammer, som menighedsrådet har fastsat.
Varetage kirketjeneste ved gudstjenester.
Deltage i relevante møder.
Nordskevns Pastorat forestiller sig, at ansøgeren:
Gerne er uddannet gartner og har erfaring fra en stilling som graver eller fra en anden relevant stilling inden for det grønne område.
Har solid faglig erfaring og sans for planlægning, daglig drift og udvikling af grønne områder.
Har gode lederegenskaber og kan motivere, koordinere og skabe retning for medarbejderne i en travl hverdag.
Arbejder struktureret og selvstændigt samt har blik for både kvalitet, økonomi og praktiske løsninger.
Har grundlæggende IT-kundskaber og gerne erfaring med EG Brandsoft Kirkeportalen eller tilsvarende administrative systemer.
Har almindeligt kørekort (kategori B). Det forventes, at ansøgeren anvender egen bil, når der er behov for kørsel i forbindelse med arbejdet.
Trives i mødet med mennesker i både sorg og glæde og møder besøgende og pårørende med respekt, empati og imødekommenhed.
Har lyst til at bidrage til det gode fællesskab blandt medarbejderne og i menigheden med humor, varme og evnen til at skabe glæde og samhørighed.
Er fleksibel, imødekommende og engageret og tager ansvar for, at opgaverne bliver løst.
Nordskevns Pastorat tilbyder:
En alsidig stilling med ansvar, indflydelse og mulighed for at præge udviklingen af pastoratets tre kirkegårde og øvrige grønne arealer.
En arbejdsplads med engagerede kolleger og et stærkt tværfagligt samarbejde.
En hverdag, hvor faglighed, ordentlighed og menneskeligt nærvær vægtes højt.
Mulighed for faglig udvikling og for at bringe ansøgerens erfaringer og idéer i spil.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlig Ansattes Organisationer (OAO-S) samt Organisationsaftale for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirketjener, graver eller kirkegårdsleder indgået mellem Finansministeriet og Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte med tilhørende protokollat for gravere. Aftalerne kan ses på Folkekirkens Intranet.
Nuværende tjenestemandsansatte gravere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Det er en betingelse, at den obligatoriske 5-ugers uddannelse for gravere gennemføres inden for 2 år efter ansættelsens start, hvis ansøgeren ikke har den i forvejen.
For ansøgere uden gartneruddannelse:
Indplacering sker i løngruppe 1.
Årslønnen aftales inden for intervallet kr. 342.524 – kr. 421.573 (nutidskroner pr. 1/8 2026).
For ansøgere med gartneruddannelse:
Indplacering sker i løngruppe 2.
Årslønnen aftales inden for intervallet kr. 350.435 – kr. 438.260 kr. (nutidskroner pr. 1/8 2026).
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt kr. 27.247 (nutidskroner).
Løn samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og FAKK.
Yderligere informationer
For yderligere informationer om stillingen er interesserede velkomne til at kontakte administrationschef Piet Bertelsen på telefon 23 23 43 67 eller mail: piet@km.dk.
Ansættelsen sker ved Nordstevns Pastorats Menighedsråd, Præstegården 1, 4671 Strøby som myndighed og med Strøby, Valløby og St. Tårnby Kirker og kirkegårde som arbejdssteder.
Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer i forbindelse med ansættelse. Der er tre måneders prøvetid.
Interesserede kan læse mere om Nordstevns Pastorat på www.nordstevns.dk.
Ansøgningsfristen er mandag den 9. november kl. 12.00
Ansøgning med relevante bilag sendes til Nordstevns Pastorat på mail: 7497fortrolig@sogn.dk.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt fredag den 20. november.
Kørekort:
B – Almindelig bil
Egen bil:
Ansøger skal være villig til at benytte egen bil i jobbet.