Oktober har budt på de højeste gennemsnitlige spotpriser på strøm i både Vest- og Østdanmark siden energikrisen i december 2022. Det viser en ny opgørelse fra sammenligningsplatformen eltjek24.dk, der er baseret på tal fra Energinet.
For hele oktober måned ender den rene elpris i gennemsnit på 119,33 øre pr. kWh i Vestdanmark (DK1) og 121,69 øre pr. kWh i Østdanmark (DK2). Her er udelukkende tale om selve spotprisen – altså den rene elpris uden moms, afgifter, tariffer og tillæg fra elselskaberne.
Man skal tilbage til december 2022 for at finde en højere gennemsnitlig spotpris for en måned i begge landsdele. Dengang lå månedsgennemsnittet på 185,69 øre pr. kWh i Vestdanmark og 185,11 øre pr. kWh i Østdanmark.
Fordobling på et år efter støt stigning siden juli
Sammenlignet med oktober 2025 er den rene strømpris omtrent fordoblet. Sidste år lød den gennemsnitlige spotpris i oktober på 58,41 øre pr. kWh vest for Storebælt og 61,35 øre pr. kWh øst for Storebælt, hvilket svarer til en stigning på henholdsvis 104,3 procent og 98,3 procent på et år.
Stigningen i oktober kommer efter en periode, hvor spotprisen er steget måned for måned siden midten af sommeren:
- Juli 2026: 76,23 øre pr. kWh i Vestdanmark og 76,72 øre pr. kWh i Østdanmark
- August 2026: 93,63 øre pr. kWh i Vestdanmark og 94,87 øre pr. kWh i Østdanmark
- September 2026: 105,33 øre pr. kWh i Vestdanmark og 107,13 øre pr. kWh i Østdanmark
- Oktober 2026: 119,33 øre pr. kWh i Vestdanmark og 121,69 øre pr. kWh i Østdanmark
Nedsat elafgift redder elregningen
Selvom spotprisen er steget markant siden oktober sidste år, er strømmen isoleret set blevet billigere for mange husstande, når man medregner elafgift og moms. Det skyldes, at den almindelige elafgift i 2026 og 2027 er sat ned til EU’s minimumssats.
Hvor afgiften i 2025 udgjorde 72 øre pr. kWh før moms (90 øre inklusive moms), er den i 2026 reduceret til 0,8 øre pr. kWh før moms (1 øre inklusive moms). Det giver en besparelse på selve afgiften på 89 øre pr. kWh inklusive moms.
Lægger man spotpris, elafgift og moms sammen, lander gennemsnitsprisen i oktober 2026 på 150,16 øre pr. kWh i Vestdanmark og 153,11 øre pr. kWh i Østdanmark. I oktober 2025 lød den tilsvarende pris på henholdsvis 163,01 øre og 166,69 øre pr. kWh – altså cirka 13–14 øre højere pr. kWh end i år.
Det er en ret usædvanlig situation for danske elkunder. Normalt ville en fordobling af spotprisen mærkes tydeligt i budgettet her ved overgangen til det mørke halvår, men afgiftslettelsen fungerer som en meget effektiv stødpude. For en typisk familie med et årsforbrug på 4.000 kWh betyder det, at selve strømmen inklusive afgift og moms faktisk er en anelse billigere i oktober i år end sidste år, på trods af markant dyrere rå el, forklarer Jesper Nørskov Jensen, medindehaver af eltjek24.dk, og fortsætter:
Man skal dog huske, at spotpris og elafgift ikke udgør hele regningen. Omkostninger til transport af strømmen i form af nettariffer – som i øvrigt er overgået til de dyrere vintertariffer her fra oktober – samt Energinets tariffer, abonnement og spottillæg til elselskabet kommer oveni. Den endelige elregning afhænger derfor både af den specifikke elaftale, og af hvor god man er til at flytte sit forbrug uden om de dyreste aftentimer.
Derudover vil husstande med registreret elvarme ikke opleve samme afgiftslettelse på forbruget over 4.000 kWh årligt, da de i forvejen betalte en lav elafgift på denne del af forbruget.
Hele gennemgangen og oversigten over de månedlige gennemsnitspriser kan ses i analysen hos eltjek24.dk.
Kort om eltjek24
Eltjek24.dk er en dansk sammenligningsplatform, der gør det nemt og overskueligt for forbrugere at sammenligne elpriser, elselskaber og ladeløsninger. Formålet med siden er at klæde danskerne på til at træffe oplyste valg, der kan sikre dem lavere elregninger og bedre vilkår.
